7 hold fra Sødalskolen’s 3. klasser og 2 hold fra Coding Pirates i Aarhus dystede om den allerførste 1. plads i en WRO WeDo-turnering i Danmark.
I børnenes forberedelser til turneringen har de fået kyndig vejledning af Ole Caprani på Institut for Datalogi, Aarhus Universitet.
Med elementer fra WeDo skulle holdenes robot plukke æbler i en æbleplantage og aflevere dem i hhv. supermarkedet eller på juicefabrikken, alt efter om æblerne var pæne eller grimme – symboliseret ved røde og blå bolde. Kørslen foregår på en bane, hvor man på 2 minutter skal opnå flest point.
Der var stor spænding og kamp til stregen, for alle holdene var super dygtige, så der skulle teamwork, kløgt, taktik og måske en smule held til for at tilkæmpe sig sejren.
Foto af Martin Gravgaard
Løbet var tæt, og resultatet blev at Coding Pirats løb med både 1. og 3. pladsen, mens Sødalskolen indtog 2.pladsen og prisen for bedste holdsamarbejde. Denne pris gik til det hold, der efter dommernes mening arbejde bedst sammen under pres. For som skolens LEGOlærer Carsten Møller sagde ved prisuddelingen: Det er let nok at arbejde sammen, være positive og bakke hinanden op,når det går godt – det er straks sværere, når det ikke går så godt. Her udmærkede Team Master sig ved at arbejde godt sammen og ikke skælde ud på hinanden, selv om robotten drillede, og æblerne ikke ville plukkes.
Almaz Mengesha, der sidder i Aarhus Byråd, sagde i sin tale om WRO:
“Det lærer eleverne at fokusere i forhold til en opgaveløsning, og det at sidde i lang tid og træne koncentrationsevnen gør, at vi får fokuserede voksne, der er i stand til at finde smarte og innovative løsninger på vores fremtidige udfordringer”
Og det er netop det, der er WRO’s vigtigste formål – at skabe interesse for teknologi og naturvidenskab blandt børn og unge.
Foto af Martin Gravgaard
“Robotterne er kommet for at blive…….Derfor giver det også mening, at introducere vores elever til robotteknologien, for vi får brug for deres viden og professionalisme i fremtiden, så deres viden og know-how teknologisk kan understøtte og forstærke vores alles tryghed, sikkerhed og ikke mindst vores mobilitet i dagligdagen” fortsatte Almaz.
“Det er dejligt at se så mange glade og entusiastiske børn, som vi har set idag. WRO og WeDo er et fremragende redskab til at engagere børnene i at løse opgaver med teknologi og robotter, og dermed højne deres teknologiforståelse” siger LEGOlærer på Sødalskolen Carsten Møller.
Almaz takkede Sødalskolen, hvor hun iøvrigt selv har undervist, for at tage denne udfordring op : “Der er derfor al mulig grund til at sige tak til Sødalskolen for at være First Mover på dette felt ved at arrangere en så relevant turnering som WRO. Personligt håber jeg, at dette pilotprojekt vil brede sig ikke alene til resten af kommunens skoler, men sprede sig som den gode historie til resten af landet”
Fra WRO Danmark siger vi også tak – til Almaz for talen, til lærerne Carsten og Christina for at de ville deltage i projektet og ikke mindst til 3. klasserne på Sødalskolen og til deltagerne fra Coding Pirates i Aarhus for en rigtig dejlig dag med sjov, grin, spænding og robotter.
Den 7. juni er vi klar igen med en ny WRO WeDo turnering på Skt. Klemensskole i Odense og efter sommerferien får mange flere børn mulighed for at deltage i en WRO-turnering. Kontakt os meget gerne, hvis I har lyst til at være med.