World Robot Olympiad Danmark (WRO-DK) afholdt den danske finale på Syddansk Universitet i Odense den 1. oktober.

Der blev dystet i disciplinerne RobotMission (banekørsel) og Future Innovator (projekt arbejde med udstilling og oplæg).

Resultatet i RobotMission blev, at et hold ukrainske flygtningebørn, som midlertidigt opholder sig i København, fik en flot 2. plads i turneringen for folkeskolens mellemtrin (4-6 klasse) og dermed kvalificerede sig til verdensfinalen i Tyskland i november. Vinder af mellemtrinnet blev Bakkegaardsskolen i Gentofte, men da de ikke har mulighed for at tage turen til Tyskland, bliver den anden repræsentant Odinskolen fra Odense, som kom ind på en flot 3. plads.

Der var ikke konkurrence i Udskolingen, men et andet hold ukrainske unge gav eksempler på deres kunnen.

I Gymnasieafdelingen vandt Aalborg Tekniske Skole, som i allersidste runde klemte sig forbi Hjørring Gymnasium.

I Future Innovators var et hold fra den Dansk-Franske Skole i København der vandt mellemtrinnet, mens Hjørring Gymnasium tog titlen i Gymnasieafdelingen.

Børnene og de unge får nu en stor oplevelse, når de skal mødes med op mod 3.000 andre robotinteresserede børn og unge ved finalen i Dortmund i Tyskland i november. WRO-DK betaler alle udgifter i forbindelse med olympiaden takket være donationer fra en række fonde, herunder Spar Nord Fonden, William Demant Fonden, Stibo Fonden, Thomas B. Triges Fond og Karl Pedersen og Hustrus Industrifond.