Det er første gang, denne type event finder sted. WROFIT skal ses som et supplement til den ordinære WRO Finale, og den er skabt for at give endnu flere børn og unge mulighed for at prøve kræfter med en international konkurrence. Det er en helt speciel oplevelse af mødes med børn og unge fra hele verden om en fælles interesse i naturvidenskab og teknologi – på tværs af race, køn, kultur, religion, sprog og politiske systemer. Det kan der læses mere om i andre nyheder her på siden.
Team RoboTech fra Aalborg Tekniske Gymnasium består af Victor, Frederik og Thomas fra studieretningen GameTech. De går alle tre i 2.g, og har kommunikation og it, engelsk og programmering som studieretningsfag.
Specielt programmering er særdeles anvendeligt i WRO sammenhæng, og eleverne har brugt mange timer på at udvikle og optimere software til deres robot.
Holdleder er Lektor Kasper Winther, som udover at undervise i matematik, fysik og elektronik også står for LEGO WRO som frivillig studieaktivitet på AATG.
Team RoboTech klar til dyst
“Vi har flere gange været tæt på at vinde den danske finale i Aarhus, men det er desværre aldrig lykkedes. Nu fik vi chancen for at komme med til Filippinerne, og heldigvis var skolen med på ideen og betaler en stor del af udgifterne for rejsen.
Det bliver en kæmpe oplevelse at deltage i en stor international event med hold fra hele verden. Det skulle også gerne give lidt eksponering på skolen, så vi fremover får flere elever til at deltage i WRO, og forhåbentlig på lang sigt til at interessere sig for robotteknologi, naturvidenskab og it.” siger Kasper Winther.
Team Teutonia består af Mourits Jørgensen og Christoffer Jønsson fra HTX i Thisted. Holdleder er Michael Buss Andersen, som læser på Aalborg Universitet.
“Vi deltager ved WROFIT på Filippinerne, fordi vi gerne vil være færdige med robotten i god tid + have lidt mere erfaring inden den danske finale — men mest af alt fordi vi gerne vil have en ekstra en på opleveren. Sidste år fik vi blod på tanden i Costa Rica, og i år giver vi den lige en ekstra skalle.
Vi har været heldige at få et sponsorat af Thy-Mors Energi, som dækker det meste af turen, men vi nåede lige at svede ved tanken om, at vi selv skulle betale. Vi byggede vores robot på en enkelt weekend i juli, og knokler til det sidste med programmeringen.
Vi ser super meget frem til at møde alle de andre hold, lave nye venner, og forhåbentligt give dem kamp til stregen.” lyder det fra Team Teutonia.
I 2019 afholdes WROFIT i Aarhus, og her får mange flere danske hold mulighed for at dyste mod hold fra hele verden.
Vi ønsker de to hold held og lykke på Cebu – Vi går efter guldet!